mandag den 24. januar 2011

mandag = nyt ugeblad:-)

Så er der dømt sofa:-)

Den yngste faldt i søvn inden aftensmaden, den ældste sidder og ser tegnefilm og kæresten er til badminton.

Jeg var ovre at handle i dag sammen med den yngste, mens kæresten var til badminton med den ældste. Fik handlet ind til det meste af ugen – og der kom sørme også et ugeblad ned i vognen. Plejer ikke at købe et blad hver uge, men engang imellem synes jeg det er sjovt at løse kryds og tværs. Det er som begrænset hvad der står i sådan et blad, men opskrifter, brevkasser og krydsord det passer fint til mig.

Aftensmaden i dag var en pastaret. Opskriften har jeg helt tilbage fra da jeg underviste i hjemkundskab i hmm....2002 tror jeg. Det er en nem ret, kæresten er også glad for den, men der går bare alt for lang tid imellem at vi får den!

Opskriften har jeg fået af en god kollega. Jeg har tilpasset den til det jeg havde af ingredienser:

2 pk. Bacon i tern (kunne godt nøjes med en)
1 stort løg
2 fed hvidløg
1 broccoli
200 g. Champignon
½ dl. Vand
2 dl. Fløde (jeg brugte rigtig fløde, men ellers fløde 13% eller cremefine)
4 dl. A38 (jeg brugte økologisk 0,5 %)
4 tsk. Majsstivelse
Salt og peber

Bacon steges i en gryde ved middelvarme til det er gyldent og har afgivet lidt fedtstof. Presset hvidløg og hakket løg kommes i sammen med champignoner skåret i kvarte og , broccoli i små buketter. Steges i 2-3 min. Der tilsættes ½ dl. vand så det ikke brænder på. Fløden kommes i under omrøring. A38 røres med majsstivelse og kommes også i under omrøring. Smages til med salt og peber. Varmes godt igennem. Serveres med pasta.

Som en lille ekstra ting fik vi brushetta til i aften – altid lækkert med et stykke sprød brød med tomat og peberfrugt.

Jeg fulgte ikke nogen opskrift, men lavede det udfra hvad jeg lige synes der skulle i.

1 ciabatte brød skåret i skiver a 1 cm ca.

½ grøn peberfrugt skåret i små tern
1 rød snackpeber skåret i små tern
2 fed hvidløg, presset
2 tomater skåret i tern
Friskhakket basilikun
Salt og peber

Det hele blandes sammen i en skål, undtagen brødene selvfølgelig. Brødene kom på en plade med bagepapir. Jeg penslede brødene med lidt olivenolie inden jeg kom blandingen på. Brødene blev bagt i en forvarmet ovn på 200 grader i ca. 10 min.

Der er både pasta, sovs og brød tilbage. Kæresten mente vist han skulle have en portion mere når han kom hjem, men mon ikke der også er noget til mig til frokost i morgen.

Jeg cyklede til og fra arbejde i dag, juhu.....endda med den yngste bagpå og tasker foran, så det var med at træde til! I morgen tager jeg muligvis ned og træner i motionscentret, men nu må vi lige se hvad jeg når.
Har lavet begrebskort i matematik i dag med en 3. klasse. Jeg skal have deres svar skrevet ind på computeren, og have lavet nye kort så de kan lege quiz og byt på onsdag. Men hvis nu jeg tager mig sammen og sætter mig alene på lærerværelset i morgen så når jeg det nok ha ha ha, - har det jo med at småsludre lidt meget!

Nå, jeg vil til at løse kryds og tværs.

Mostergrydelap:-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar